Helikopterlandingsplads

Som udgangspunkt tror jeg alle kan være enige i at den enklest mulige transport af akut kritisk syge mennesker vil være at foretrække. Lå Bornholms Hospital på toppen af Snorrebakken, ville vi nok alle opfatte en helikopterlandingsplads som en logisk forbedring af forholdene.

Inde i Rønne, har en helikopterlandingsplads imidlertid en række konsekvenser, som det er nødvendigt at veje op imod fordelene.

En helikopterlandingsplads ved et hospital anses – i lovens forstand - for at være en del af den almindelige samfundsudvikling. Det betyder at evt. værditab blandt boligejere i området, ikke umiddelbart kan kræves erstattet. Dertil kommer gener i form af støj og muligheden for pludselige vindstød. Det er imidlertid hensigten med loven, at beboere i et givent område ikke må kunne forsinke eller forhindre en udvikling, der gavner samfundet.

Haveforeningen Haabet er opsagt. Man kan normalt ikke opsige haveforeninger, men Haabet er etableret som midlertidige kolonihaver fordi de blev lagt på et område, der allerede var udlagt til evt. fremtidigt hospitalsbyggeri. Det er ærgerligt, men altså ikke et pludseligt overgreb. Opsigelser forud for behandling er sædvane og forudsætningen for at bygherren kan gå i gang når og hvis han får tilladelse.

Langt mere vidtrækkende er konsekvenserne for byudviklingen i Rønne idet området Rønne Syd i mange år har været udlagt til boligbyggeri med lave støjgrænser, især om natten. Det er derfor ikke underligt at høringsmaterialet opererer med mulighed for enten at fortsætte som hidtil (specialudrustet ambulance) eller at undgå flyvninger om natten, hvilket ville muliggøre fortsat boligbyggeri i området.


Man kan altså ikke se bort fra at en landingsplads vil have vidtrækkende konsekvenser, som det også tydeligt er fremgået af debatten både under og efter høringsfasen. Det mest oplagte svar, at det handler om liv og død, er en grov forenkling og nem at tilbagevise. Det ændrer bare ikke på, at de patienter, der transporteres med helikopter, er risiko-patienter og at liv og død faktisk er en relevant del af problemstillingen - også selv om der ikke er registreret dødsfald under transporten.

Debatten kan give indtryk af at der er to tilstande: ustabil og livstruet eller stabil og sikker. Men selv om patienten er stabiliseret, er der ofte tale om livstruende tilstande: de patienter, der flyves over med helikopter er risiko-patienter. Det er ikke alle patienter, der er lige sårbare overfor transport, men nogle er endog yderst sårbare. Det vejer meget tungt for mig – ikke kun af hensyn til de patienter, det drejer sig om, men også i forhold til Bornholms Hospital i fremtiden.


For mig spiller helikopterlandingspladsen på Bornholm en rolle i sammenhæng med visionerne om et nationalt helikopterberedskab. Jeg ser ikke helikopterlandingspladsen på nogen måde som en kritik af Bornholms Hospital eller de kontrollerede og professionelt udførte patienttransporter til lufthavnen. Men når muligheden for at transportere risiko-patienter direkte fra hospitalet er der, forekommer turen omkring lufthavnen som en unødvendig komplikation.


Sundhedsstyrelsens mantra i denne tid er ’øvelse gør mester’ bl.a. som begrundelse for at samle specialer på færre hospitaler, men også i fb med det foreslåede nationale helikopterberedskab med fast tilknyttet specialuddannet personale. Det kendes allerede fra Rigshospitalets neo-natale transportteam, der henter syge nyfødte bl.a. på Bornholm. Hensigten er at undgå de fejl, der opstår ved manglende rutiner.

Sundhedstyrelsen anbefaler at man reducerer antallet af akutmodtagelser i Danmark – fra ca 40 til omkring 20. Det betyder at mange danskere får længere vej til akutmodtagelserne og at patienter med akutte komplikationer faktisk kan befinde sig på et hospital, der ikke kan behandle dem. Det er altså ikke kun bornholmere og andre ø-boere, der kan have brug for brug for helikoptertransport.

Det kan lyde underligt for bornholmere at man ikke bare kan proppe patienter i Jylland i en ambulance. Det er uhensigtsmæssigt af to grunde: for det første er der faren for trafikforsinkelser over de større afstande, men væsentligere: akutte kritiske tilfælde kan kompliceres af ambulancetransport på vej pga ujævnheder, sving, mm. Forudsætningen i Sundhedstyrelsens rapport om en styrkelse af akutberedskabet er netop at enhver form for transport af patienter er forbundet med risiko. Deraf kommer den megen tale om ’omladninger’ og tidsforbruget ’fra dør-til-dør’ – det er ikke til lejligheden opfundne begreber, men en del af debatten på nationalt plan om styrkelse af akutberedskabet.

Når man alligevel vælger at anbefale transport af patienter fremfor at opretholde antallet af akutmodtagelser, er det fordi rutine og ekspertise er forbundne. Den makabre begrundelse er at der skal være ’syge mennesker nok’ for at sikre kvaliteten i behandlingen. Sundhedsstyrelsen anbefaler et befolkningsgrundlag på 200-400.000 borgere for at have ’patienter nok’ til at sikre rutine og ekspertise på et hospital med akutmodtagelse (områdehospital). Det betyder at der vil være patienter, der ved akutte komplikationer ikke kan få hjælp, der hvor de er.


Fremtidsvisionen er at helikopteren tilkaldes og henter et udrykningsteam på vejen (som det er tilfældet med det neonatale transportteam). Imens arbejdes der på hospitalet på at gøre patienten tilstrækkeligt stabil til transport. Helikopteren ankommer og patienten køres direkte fra behandling/overvågning på akutmodtagelsen ind i helikopteren og overdrages til transportteamet. Men indtil videre er det kun områdehospitalerne (akut), der foreslås udstyret med landingspladser.

I dag vil en helikopterlandingsplads ved Bornholms Hospital frigøre en ambulancen med ambulancemandskab – i forhold til fremtiden skulle vi også gerne kunne aflevere patienten direkte ved døren til Bornholms Hospital og dermed frigøre sundhedspersonale. Idealet er, at patientens transportforløb er så kortvarigt som muligt (fra der kaldes og til patienten ankommer til Rigshospitalet), men i lige så høj grad så ukompliceret som muligt (dør-til-dør).

Det, der kan virke overraskende for bornholmere, er at helikopternes placering i landet ikke forventes at omfatte Bornholm. Det er forholdsvis logisk eftersom det kræver meget af en helikopter at flyve over vand, ikke mindst om natten. I Sundhedsstyrelsens rapport blev muligheden for et fastvingefly på Bornholm nævnt, men afvist af kommunalbestyrelsen: det er ingen fordel for os at vores kritisk syge patienter ankommer til Kastrup. Bornholm vil fortsat være afhængig af Søværnets redningshelikoptere. Det er imidlertid oplagt at vi omfattes af det nationale helikopterberedskabs i form af tilknyttet personale – at de også bliver uddannet i at fungere i Søværnets helikoptere.


Det er afgørende for Bornholm at vi har et velfungerende hospital, men det er ikke muligt at opretholde alle de funktioner, der forventes af en akutmodtagelse, på grundlag af en befolkning på små 43.000 borgere. For at sikre bornholmere den samme kvalitet i behandlingen og de samme udsigter til helbredelse uden mén som i resten af regionen, skal vi ud at rejse. Langt de fleste patienttransporter foregår ad de kendte kanaler, men ind imellem er der mennesker, hvor tiden er afgørende i forhold til enten overlevelse eller helbredelse uden mén. For disse risiko-patienter, er det ikke kun den samlede transporttid, der tæller (fra alarm til ankomst), men også hvordan transporten foregår (dør-til-dør).

Bornholms Hospital er eksperter i patienttransporter via lufthavnen ud fra princippet om ’øvelse gør mester’. Jeg er imidlertid ikke i tvivl: i et længere perspektiv vil det blive opfattet som en unødvendig og risikobetonet omvej, som ikke harmonerer med visionen om velfungerende hospitalsbehandling.


En landingsplads vil have en række negative konsekvenser, som jeg er meget opmærksom på. Alligevel mener jeg at helikopterlandingspladsen vil være et fremskridt og at den bør ses i sammenhæng med den almindelige samfundsudvikling. Jeg anbefaler derfor at kommunalbestyrelsen godkender lokalplanen for helikopterlandingspladsen.


Jeg diskuterer i øvrigt gerne de forskellige høringssvar.