Birgitte Kjøller Pedersen

500 mio på den flade hånd.

2011-08-13T02:00:00.000+02:00

DF hævder at kunne spare 500 mio på at nedlægge 'det fordyrende led', regionerne.

Ifølge Deloitte, skulle DF og deKonservative – nu også Venstre – kunne hente deres 500 mio på Christiansborg!Det forudsætter bare at staten er ligeså administrativt effektiv somregionerne! Omvendt skulle regionerne ansætte 1000 administrative medarbejderefor at komme på omgangshøjde med staten!

Men nu skal vi jo ikke blive demagogiske– de administrative udgifter afhænger jo også af opgavernes art og omfang.

VKO vil hente massiveadministrationsbesparelser ved at nedlægge regionerne. Nu er det bare sådan atdet er svært at hente effektiviseringsgevinster i et effektivt system (4,4% afde samlede sundhedsudgifter). Det ligger heller ikke på den flade hånd at hente’stordriftsfordele’ ved at sammenlægge enheder, der i forvejen er så store somregionerne. De administrative besparelser må afhænge af bortfald af opgaver.

Men sundhedsområdet skal jo stadigadministreres. Til gengæld skal regionernes øvrige opgaver, regional udviklingog dele af socialområdet, fordeles til kommunerne. Ifølge Deloitte er deimidlertid endnu mindre administrativt effektive end staten. Hvor regionernesadministrative medarbejdere servicerer hver 336 ansatte, er det tilsvarende talfor staten 223 ansatte og for kommunerne 144. Det er altså ikke der, man henterbesparelser.

Hvilke opgaver er det da, derbortfalder? Det er politikerbetjeningen! Her er der samlede administrativeudgifter i regionerne på 60 mio – lidt langt til de 500, men ok. Så er der joogså politikerhonorarer! Det giver omkring 68 mio mere i kassen – det er bareikke en administrativ udgift! Desuden vil en regeringsudpeget bestyrelse ogsåskulle honoreres – sandsynligvis i samme størrelsesorden, når man skal tiltrækkede rette bestyrelsesmedlemmer.

Realiteten er at der ikke er ’effektiviseringsgevinster’at hente i at nedlægge regionerne: den eneste besparelse er at man fjernerpolitikerne. Så hvad er det, man vil spare på? Åh ja: demokratiet.

Hvorfor er der ikke nogen, der har fortalt os dét?

2011-08-13T01:58:00.000+02:00

Demokratiskunderskud i regionerne?

Det er et stort problem at værelokalpolitikere over så store arealer, som de fem regioner dækker – og selv omder gennemføres borgerhøringer og borgermøder, så er der ikke mange, der kenderandre regionalpolitikere end de fem formænd. Det hænger imidlertid sammen meden struktur, der underbygger det.

I modsætning til kommunerne, hvor der erformelle udvalg med beslutningskompetence, må regionerne ikke lægge politiskmagt ned i de regionale udvalg. Det betyder at enhver sag først behandlespolitisk i forretningsudvalget umiddelbart før selve regionsrådsmødet. Detforkorter den politiske proces – man fristes til at kalde den ”effektiv” – men detbetyder at alle beslutninger først kommer til offentlighedens kendskab i næstenselvsamme øjeblik, som det besluttes – og bekendtgøres af formanden.

I det kommunale system besluttes defleste sager i udvalgene og de tunge sager er gerne på flere gange indtil de fortsættertil behandling i kommunalbestyrelsen eller ’løftes’ til kommunalbestyrelsen afmindretallene. Dermed får borgerne – via medierne – kendskab til de politiske sagerundervejs i den politiske proces – og har mulighed for at påvirke de udvalgsformændog politikere, der medvirker.

Den samme proces foregår sådan set iregionerne: partierne forhandler løbende med hinanden om sagernes udfald – men nårder ikke må være formelle udvalg at gøre det i, er der heller ingen dagsordenertil journalisterne og dermed ingen oplysning af borgerne, før sagerne når tilafgørelse i salen.

Selvfølgelig kan og skal politikernevære bedre til at oplyse om hvad de laver – men journalister har fokus påbeslutninger – og de er svære at spore i denne meget underlige, menlovbestemte, form for politisk proces.

Derfor ønsker de flesteregionspolitikere sig udvalg med en eller anden grad af besluttende kompetenceog indstillingsret til regionsrådet. Der er rigtig meget politik i at styresundhedsvæsenet, men det er meget svært at involvere borgerne undervejs når politiskebeslutninger, der har været længe undervejs, virker enten som skjultedagsordener eller logiske konsekvenser, som enhver embedsmand selv kunne findeud af.

De fleste regionsrådspolitikere ønskeren åben politisk proces i udvalg og råd, offentligt tilgængelige dagsordener påflere niveauer og dialog med borgerne undervejs i beslutningsprocesserne.

Privathospitaler og konsekvenser for økonomien i det offentlige

2010-10-02T14:15:00.002+02:00

Bragt som Synspunkt i Bornholms Tidende 29.9.10.

Der skal fyres medarbejdere på Bornholms Hospital – det skal der overalt i Region Hovedstaden. Det virker absurd – og det er absurd – i en tid, hvor efterspørgslen stiger og forventningerne til sundhedsvæsenet er større end nogensinde.

Vi kan behandle flere og flere patienter, og langt flere overlever heldigvis deres sygdomme. Det betyder så til gengæld flere dyre behandlinger og flere kronisk syge i behandlingskrævende forløb. Det er dyrt at have succes!

Derfor skal det offentlige sundhedsvæsen hele tiden omstille sig for at sikre at pengene bruges de rigtige steder til gavn for alle patienter. Det giver problemer med økonomien.

Selv om Budget 2011 i Region Hovedstaden grundlæggende er rigtigt, så er ’rettidig omhu’ en meget svær øvelse under regeringens liberalistiske sundhedsideologi: der er mange forhindringer for en fornuftig tilrettelæggelse af økonomien.

Her vil jeg fokusere på konkurrencen med privathospitalerne.

Der er ikke noget i vejen med privathospitaler hvis behandlingen enten er fagligt velbegrundet eller udføres for patienternes egen regning. Det er regeringens ansvar – ikke privathospitalernes – at private behandlinger forhindrer sundhedsvæsenets nødvendige prioriteringer.

Behandlingsgarantien på én måned uanset diagnose gør, at regionerne betaler fuld pris for behandlinger, som de selv kan udføre billigere. Derfor er der et klart økonomisk incitament til at afskaffe ventelister i det offentlige system. Det er godt.

Men hvor behandling betyder indtægt i hvor det private, så er det en udgift i det offentlige; regionerne får nemlig kun delvis dækning for udgifterne. Jo flere behandlinger en hospitalsafdeling udfører, når loftet er nået – jo fattigere bliver den.

Samtidigt skal afdelingen have kapacitet til at udføre det forventede antal behandlinger. Hvis forventningerne ikke holder, så skal afdelingen betale penge tilbage, selvom de har haft lønudgiften.

De økonomiske betingelser forudsætter altså, at de offentlige hospitaler behandler præcis de patienter, de forventer – hverken mere eller mindre. Men behandlingsgarantien presser hospitalerne til at behandle ALLE patienter indenfor en måned, selvom de ikke har pengene.

Og lige præcis her hopper kæden af! I virkelighedens verden er der nemlig kun behandlingsgaranti for de behandlinger, som privathospitalerne tilbyder og som der kan tjenes penge på. Medicinske patienter, psykiatriske patienter m.fl. er uinteressante for privathospitalerne, der holder sig til de økonomisk attraktive samlebåndsbehandlinger, fx knæ, hofter m.v.

Virkeligheden er derfor, at selvom der ikke sendes ret mange patienter til privat behandling, så kanaliseres pengene i det offentlige over i de behandlinger, der er ’konkurrenceudsatte’, mens der skæres ned på pleje, omsorg og rådgivning og især på de medicinske afdelinger.

Den generelle behandlingsgaranti medfører nogle helt forkerte prioriteringer i den offentlige sundhedsøkonomi.

Vi bruger mange ressourcer på behandlinger, der kunne have været undgået – f.eks. knæ og ankler, der kunne nå at hele af sig selv med et længere tidsperspektiv. Det gælder f.eks. fedmeoperationer, hvor det ser ud til at langt flere opereres end der er fagligt belæg for. Det gælder rygge, der nok skulle opereres, men hvor et senere indgreb vil spare patienten for flere genoperationer. Det gælder alle de tilstande, som har været mange år under opbygning, men som behandlingsgarantien giver en umiddelbar ret til operation straks man henvender sig til en læge.

Det er patienternes ret at blive behandlet så hurtigt som muligt, når tidsperspektivet har betydning for forløbet, men behandlingsgarantien på kun én måned uanset diagnose giver patienterne en ret, der ikke altid er til deres egen fordel og som skævvrider ressourcerne til ulempe for de behandlinger, der ikke har konkurrence fra det private, f.eks. de medicinske patienter.

Det er den første urimelige forudsætning regionerne. Regeringens liberalistiske ideologi betyder hverken ’mere sundhed for pengene’ eller ’bedst og billigst’, men at de medicinske patienter betaler prisen.

I Budget 2011 lykkedes det at samle en pulje på 17,5 mio til ’den ældre medicinske patient’, men det lykkedes ikke at undgå heftige besparelser på de medicinske afdelinger.

Budget i Region Hovedstaden 2010

2010-09-22T02:50:00.001+02:00

Budget, 2. behandling - ordførertale

SF er glade for at det lykkedes at lave et bredt og fremadrettet budgetforlig, som godt nok rummer alvorlige nedskæringer på vores hospitaler og i psykiatrien, men som også rummer en række fremadrettede tiltag, som er vigtige for SF – herunder

- aftalen om at psykiatriens budget skal forhandles politisk i oktober, så de nye og borgerrettede tiltag er klar inden nedlæggelse af sengepladser

- samt puljen på 17,5 mio til de medicinske patienter, som giver os mulighed for at gøre noget for en patientgruppe, der er særlig udsat for regeringens sundhedsliberalisme

Vi er også meget positive overfor chancen for at styrke den kollektive trafik og gøre cyklisme mere attraktivt både i kraft af supercykelstier og for at medbringe cykler i busser og tog.

Især er vi i SF glade for at det lykkedes at samle midler til vores forslag om en klimapulje. SF lægger stor vægt på at hospitalerne udnytter mulighederne for alternativ energi og miljørigtige tiltag, der både skåner miljøet og medvirker til en bedre økonomi – men i økonomiske krisetider, kræver det politisk vilje at sikre muligheden for investeringer. Det har vi taget hul på med klimapuljen på 30 mio, der er samlet af de midler, der i forvejen var afsat på området og således ikke yderligere belaster hospitalernes budgetter.

SF er tilfredse med budgetaftalen, men må samtidig gøre opmærksom på, at "rettidig omhu" er en vanskelig øvelse i det regionale system, at vi ingen garanti har for at dette budget vil holde og at vi vil undgå sparerunder i løbet af 2011.

Vores medarbejdere kender de økonomiske forudsætninger og respekterer de valg, regionsrådet er tvunget til at træffe, men den forståelse er skrøbelig. Det er vigtigt at regionsrådet erkender det store ansvar vi har for medarbejderne, både for dem, der nu bliver afskediget og for dem, der bliver.

Ud over de mange nedskæringsrunder, betyder nye behandlinger og ny medicin konstante forandringer på regionernes hospitaler og det er regionsrådets ansvar at sikre at medarbejderne bliver rustet til at følge med. Tryghed i ansættelsen og uddannelse er to store udfordringer, som Regionsrådet skal sikre løsninger på.

Det er vigtigt for mig at understrege at vi i SF er uenige i en lang række af de forudsætninger, som budgettet bygger på; det vil jeg fokusere på i resten af min ordførertale.

Udfordringerne er store: sundhedsudgifterne er steget eksplosivt de senere år og stiger fortsat i hele den vestlige verden. Der kommer hele tiden nye behandlinger og ny medicin, vi kan behandle flere og flere patienter. Det har – bla. – den meget lykkelige konsekvens at langt flere overlever deres sygdomme, men dermed får vi også flere kronikere, der lever længere i behandlingskrævende forløb.

Det er med andre ord dyrt at have succes!

På den baggrund er der også store forventninger til hvad sundhedssystemet kan levere – både i befolkningen og i folketinget – men Regeringen giver os hverken økonomien til at levere det ønskede eller redskaberne til at styre effektivt.

Man kan blot se på økonomiaftalen. Økonomiaftalen med Regeringen betød at Region Hovedstaden – igen – skulle ud i en stor 400 mio’s sparerunde og regionen har kun ét sted at hente pengene: hospitalerne.

Det er en absurd situation at skulle spare i en tid med stigende sundhedsudgifter. Sådanne sparerunder giver en dårlig styring og formindsker effektiviteten. Økonomiaftalen bygger på VKOs såkaldte ’Genopretningsplan’, der afsætter 5 mia til sundhedsområdet over tre år. Da 2 af de milliarder bruges i 2011, betyder det – hvis regeringen fortsætter – at der er færre penge i 2012 og 13.

Økonomiaftalen rummer ikke de nødvendige redskaber til at styre økonomien: regionerne kan ikke prioritere i forhold til de stigende udgifter til praksissektoren, som vi diskuterede ved førstebehandlingen af budgettet. Selv om budgetaftalen tager højde for det (og det er SF meget tilfredse med), så har vi kun ringe muligheder for at styre de stigende udgifter til hospitalsmedicin. Behandlingsgarantien på kun én måned uanset diagnose binder ressourcer op på konkurrencen med privathospitalerne.

Hvor ville det være godt med en behandlingsgaranti, der fokuserer på de diagnoser, hvor tiden virkelig betyder noget – men det ville selvfølgelig ikke, som nu, være en støtte til privathospitalerne.

Regeringens liberalistiske ideologi betyder at det offentlige sundhedsvæsen er ude i konkurrence med privathospitaler. Resultatet er ikke ’bedst og billigst’, men at pengene i det offentlige system kanaliseres over i de behandlinger, der også udbydes privat – dvs. at de medicinske patienter og psykiatrien betaler en stor del af prisen for Regeringens ideologi.

Det er begrænset hvor mange behandlinger, der varetages i privat regi, men det har store konsekvenser for den økonomiske tænkning i det offentlige system – og dermed får de private tilbud alt for stor indflydelse.

Et SF i regering vil give behandlingsgaranti på livsvigtige behandlinger. Oftere og oftere hører vi om indgreb, der reelt ikke er nødvendige, både i privat regi, men nu også i vores eget system, som behandlingsgarantien tvinger til at have beredskabet, og som derfor økonomisk bliver tvunget til at bruge det.

Et SF i regering vil differentiere behandlingsgarantien, så hospitalerne kan prioritere fornuftigt og til gavn for alle patientgrupper – også de psykiatriske og de medicinske patienter, der ikke har privathospitalernes interesse.

Et SF i regering vil ikke blindt sende sparekrav af sted, men vil påtage sig ansvaret for de helt nødvendige prioriteringer.

I 2007 indgik SF forlig om den fremtidige hospitalsstruktur i Region Hovedstaden i en tid hvor Regeringen talte om store milliardinvesteringer – 80 mia blev nævnt – i hospitalsbyggeri og renoveringer. Hospitalsplanen var grundlæggende rigtig i sit sigte og i 2010 aftalen bygger videre på den. SF var imidlertid kritisk overfor planens forudsætning om at bevare samtlige hospitaler i en ny struktur. Det er i strid med regionsrådets princip om at prioritere kvalitet over nærhed og undergraver økonomien.

Forudsætningerne om at Regeringen ville træde til med økonomien til disse investeringer holdt ikke stik. De 80 mia blev til 40 mia og tilsyneladende til 25 mia (det rejser sundhedsministeren nu tvivl om i medierne) idet regionerne selv skal finansiere resten. Regionerne er derfor pålagt bundne opsparinger – i år på et beløb, der hos os svarer til besparelserne på hospitalerne. Regeringens gavebod betales af regionerne og medvirker til at udhule hospitalernes budgetter.

SF gik til budgetforhandlingerne med en målsætning om at gennemføre ændringer i hospitalsplanen, der ikke skader fagligheden, men medfører et økonomisk mindreforbrug. Budgettet indeholder flere af disse tiltag, men desværre var det ikke muligt at skubbe K og O hele vejen.

Et eksempel er skadestuerne. Grundlæggende har SF stor forståelse for at borgerne ser en skadestue som en tryghedsgaranti, men det kræver et stort beredskab og rigtig mange penge. Vi har meget svært ved at se det rimelige i, at man skærer ned på hospitalsafdelinger og forringer det behandlingstilbud, der er, for at holde skadestuer natåbne for ganske få patienter, når disse har andre og lige så gode muligheder for behandling.

SF må derfor holde K og O ansvarlige for at holde fast i en plan, der er skabt under helt andre økonomiske forudsætninger og som deres egen regering har trukket tæppet væk under.

Der hviler nu et ansvar på de to partier for nedskæringer, der kunne have været undgået i 2011.

Til foreløbig afslutning vil jeg sige at Regeringen har skabt en struktur, hvor de bestemmer pengekassens størrelse uden at påtage sig ansvaret for konsekvenserne.

Eller for at bruge et billede: VKO har skabt regionerne som en togvogn uden motor, som de har skubbet et lille bitte stykke ud ad en sporstrækning, der hælder nedad.

Det er sundhedsvæsenet og patienterne, der betaler prisen.

Jeg ser frem til en god debat, tak for ordet.

Nye Løkke-penge til privathospitalerne!

2010-02-06T12:21:00.001+01:00

I et samråd d. 27.1., sagde sundhedsministeren at privathospitalerne ikke er årsag til udhulingen af de offentlige hospitaler økonomi. Samtidig bakker de borgerlige op om privathospitalernes interesse for medicinske patienter. Overbetalingen til privathospitalerne er stadig i frisk erindring og private sundhedsforsikringer finansieres fortsat via skattefradrag. Endelig er behandlingsgarantien på en måned - uanset diagnose - en sikker vinder for privathospitalerne.

Denne regering arbejder aktivt for et privat sundhedsvæsen fremfor at sikre et sundhedsvæsen af høj kvalitet med lige adgang for alle.

De offentlige hospitaler har en højere aktivitet end nogensinde trods mange års stramninger, rationaliseringer og effektiviseringer – dvs. mere arbejde for samme penge

En patient på privathospital er dyrere for regionerne end en patient på egne hospitaler. Det kræver en høj aktivitet på hospitalerne for at sikre at pengene bliver i det offentlige sundhedsvæsen.

VKO vil kun finansiere en del af den ekstra aktivitet på de offentlige hospitaler. Uanset om regionerne behandler patienterne eller sender dem til privathospital giver det en udhuling af regionernes økonomi og dermed de offentlige hospitalers budgetter. Vi har ikke lønnen til de medarbejdere, der skal sikre aktiviteten og dermed økonomien i regionerne!

De mange års stramninger og effektiviseringer samt udhuling af hospitalernes budgetter har især ramt de medicinske afdelinger, hvor nedskæringer har været dagens orden og hvor det er sværest at skaffe personale.

Nu taler de borgerlige partier om at gøre medicinsk behandling økonomisk attraktivt for privathospitalerne!

De borgerlige partiers ide om et sundhedsvæsen er en stadig udbygning af privathospitalerne, og det har konsekvenser for de borgere, som IKKE tilhører privathospitalernes målgruppe.

Birgitte Kjøller Pedersen,

Næstformand i Region Hovedstaden,

Formand for SFs gruppe i Region Hovedstaden,

Sdr Strandvej 80,

3770 Allinge

Sendt som læserbrev til Politiken.

Regionernes økonomi

2010-01-15T14:23:00.004+01:00

På vegne af SFs gruppe i Region Hovedstaden:

Der er rigtig mange problemstillinger involveret i hospitalernes økonomi, men det ender hele tiden med at være til fordel for privathospitalerne på bekostning af det offentlige sundhedsvæsen. Nu må det høre op!

For øjeblikket ser vi de skræmmende konsekvenser af den måde, som hvorpå den borgerlige regering negligerer vores sundhedssystem. Det er regionernes opgave at styre økonomien, men det er regeringen, der afsætter pengene – og de er for få!

Måske har sundhedsministeren hørt den klage tidligere, men han har ikke forstået det! Vi kan ikke skaffe vores patienter optimal behandling eller vores ansatte rimelige forhold, når der ikke er penge til det.

SF i Regionen vil gerne tage ansvar og være med til at styre hospitalerne – også hvis det kræver upopulære beslutninger – men den største forbedring for sundhedssystem vil være en regering, der tager problemet alvorligt!

Konsekvenserne er dystre for hospitalerne og de ansatte, hvor vi nu ser fyringsvarsler på stribe. Patienterne har krav på højt kvalificeret behandling, men må acceptere serviceforringelser og øgede ventetider. Vi frygter en massiv afvandring til privathospitaler med yderligere udvanding af de offentlige budgetter.

Det har vores hospitaler og vores ansatte ikke fortjent – tværtimod.

Region Hovedstaden har bl.a. følgende problemstillinger:

· Økonomien er fastlagt af regeringen/folketinget og den er helt enkelt for lille til at møde behovet.

For Region Hovedstaden betød Økonomiaftalen for 2010 både en indregnet effektivisering på 3,5% og et sparekrav på 300 millioner. Der skal behandles flere patienter for færre penge, men nu tvinges hospitalerne til at afskedige de medarbejdere, der skulle behandle patienterne – det hænger ikke sammen!

· Budgetterne er alt for stramme.

Når man behandler flere patienter, så har man brug for mere personale, men budgetterne er så stramme, at man ikke kan ansætte folk på ordinære vilkår. I stedet må man bruge dyre vikarer, der sprænger budgetterne. Der er brug for et råderum, der sikrer, at planlægningen kan foregå fornuftigt.

· Effektive arbejdsgange kræver investeringer.

Selvfølgelig er der ting, der kan gøres billigere og mere effektivt på hospitalerne. Faktum er blot, at det er nødvendigt med investeringer, hvis disse besparelser skal kunne virkeliggøres, og der er intet råderum til at betale disse investeringer. De ansatte i regionen har været igennem massive omstruktureringer og effektiviseringer ledsaget af besparelser.

· Et trygt arbejdsmiljø er afhængigt af en sund økonomi.

De ansatte har ydet deres, de har løbet hurtigere og ydet mere: de har krav på tryghed i ansættelsen og et godt arbejdsmiljø. Fremfor at belønne dem med gode arbejdsforhold, får nogen en fyreseddel og resten må løbe hurtigere, mens de får sværere og sværere ved at opfylde regeringens stigende effektivitetskrav.

Regionsrådet har taget sin del af ansvaret: SF og en bred vifte af partier, inklusive VKO, står bag budget 2010 og har ansvaret for at budgetterne overholdes. Vi kræver af regeringen, at den holder sin del af ansvaret og prioriterer vores alle sammens sundhedsvæsen over hensynet til privathospitalerne. Det må høre op!

SF i Region Hovedstaden vil

· fortsat pege på regeringens uomtvistelige ansvar for økonomien i regionerne.

· have en større gennemskuelighed og forståelighed i hospitalsbudgetterne.

· gøre hvad vi kan for at sikre de medarbejdere, der måtte blive afskediget, muligheder på arbejdsmarkedet fremover. Først gennem en tryghedsaftale internt i regionen, selv om de ledige stillinger bliver langt færre end tidligere.

· vil stadig kæmpe for forbedringerne for de svageste borgerne og patientgrupper, herunder de medicinske patienter og aftalen om enestuer i psykiatrien.

Patienterne må ikke forsvinde i økonomistyring: det er afgørende for fællesskabet at alle borgere har krav på en højt kvalificeret behandling i topmoderne omgivelser. Det er for patienternes skyld vi driver et offentligt sundhedsvæsen.

Det er regionernes ansvar at styre den økonomi, vi får stillet til rådighed af regeringen. Hvis patienterne skal have en hurtig og højt kvalificeret behandling i det offentlige sundhedsvæsen, er der fortsat brug for politikere på regionalt niveau – regeringen gør det ikke!

På vegne af

SFs gruppe i Regionsrådet for Region Hovedstaden,

Birgitte Kjøller Pedersen, gruppeformand

Afskaf regionerne?

2009-11-07T09:58:00.001+01:00

Ifølge Gallup, vil 44% af danskerne af med regionerne, mens kun 32% vil bevare dem og 24% ikke har noget svar parat. På Bornholm mener Kristian Kirk Mailand (R) at det kan skyldes at regionerne ikke oplyser borgerne godt nok.

Jeg er ikke så sikker.

Kristian Kirk Mailand kan godt have ret i at der er noget ’manglende kendskab’ i befolkningens holdning, men det skyldes ikke at regionerne ikke oplyser godt nok: det ligger i selve strukturen.

Regionerne har ét primært formål: at få kontrol over et meget stort, meget dyrt og fuldstændig uoverskueligt område – uden at regeringen kommer til at hænge på ansvaret. Derfor er det selvfølgelig nærliggende at forære staten både opgaven og ansvaret.

Men hvis vi vender det om, så mener jeg at det er påfaldende at der er så lidt borgeropmærksomhed omkring opgaver, der løses så tæt på os.

Hospitalet fyldte rigtig meget i sidste valgkamp, men stort set intet denne gang. De praktiserende læger hører ind under regionen. Ambulancerne er en regional opgave. Det er den kollektive trafik også – dog ikke på Bornholm, selv om både Lindén og Mailand har nævnt at BAT burde høre til under MOVIA. Det er alt sammen områder, der i lige så høj grad fortjener borgernes opmærksomhed som brandberedskabet, folkeskolelærere eller kommunens svarfrister.

Jeg mener at borgerne – ikke mindst på Bornholm - bør involvere sig meget mere i den regionale del af de offentlige opgaver – også selv om vi ikke kan pege de ansvarlige ud her på øen. Pointen er at der ER et politisk niveau at henvende sig til, selv om politikerne sidder i Hillerød.

Der ER et politisk niveau, der interesserer sig for netop vores del af verden – også selv om det også omfatter f.eks. Rigshospitalet, Glostrup og Frederikssund. Der ER et politisk niveau med fokus på netop vores sundhed og netop vores hospitalsstruktur fra den praktiserende læge på Bornholm over speciallæger i Hellerup til Rigshospitalet og helikopterlandingspladser. Der ER et politisk niveau, der vil bruge tid på at diskutere madens betydning for helbredelse og muligheden for konstruktive forbedringer i detaljen. Der ER netop kanaler for borgerne at komme til orde i!

Det vil der ikke være hvis opgaven overgår til staten: så får vi et fuldstændig uigennemtrængeligt embedsvælde. Det vil FUNGERE – netop fordi både borgere og lokale politikere kobles af. At noget fungerer, betyder ikke at det er GODT.

I den kommende periode skal regionernes struktur granskes og ændres – men jeg mener at det vil være en fejl at afskaffe dem.

Kandidatblog på www.sf.dk

2009-11-04T10:25:00.003+01:00

Besøg min kandidatblog på www.sf.dk

Hospice

2009-11-04T01:06:00.002+01:00

Vi hjælpes til verden med kærlighed og omsorg og bør også afslutte livet omgivet af kærlighed og omsorg.

I forbindelse med valgkampen er spørgsmålet om et hospice på Bornholm igen blevet aktuelt. Senest har regionsrådsformanden afvist at drive et hospice på Bornholm med henvisning til det lave indbyggerantal. Det er forståeligt nok faldet flere for brystet.

Det er helt oplagt at Region Hovedstaden køber pladser på et bornholmsk hospice.

De hospicer, der findes i regionen, er privat drevne institutioner, hvor regionen køber sig ind. Hvis det lykkes at starte et hospice på Bornholm, må det være en selvfølge at regionen også køber pladser her – med den selvfølgelige forudsætning at institutionen har samme standard som i den øvrige region.

I øjeblikket er det bornholmske tilbud indlæggelse på den palliative afdeling på hospitalet. Forskellen mellem dette tilbud og et hospice er primært om man befinder sig på et hospital eller i andre omgivelser. Der behandles ikke med henblik på helbredelse på en palliativ afdeling og et hospice er ikke bare et opholdssted, men skal have de samme muligheder for smertebehandling, som findes i hospitalsregi. Patienten behandles ikke med henblik på helbredelse, men er stadig syg og skal kunne modtage f.eks. specialiseret smertebehandling.

Derfor skal der et vist patientgrundlag til for at drive et hospice, både økonomisk og med henblik på at sikre et rutineret personale med den nødvendige sundhedsfaglige ekspertise. Problemet på Bornholm er ikke at vi kun er 40-45.000 borgere, men at der blandt 40-45.000 borgere ikke er døende nok til at underbygge et hospice. Det handler ikke om hvor mange, der dør, men hvordan man dør. Det er kun et udsnit, der vil kunne bruge et hospice – og af dem vil der være en del, der foretrækker og kan vælge at dø hjemme.

Det vil sige at et Bornholmsk hospice, bl.a. for at sikre personalet den nødvendige rutine, skal have flere pladser, end der er bornholmere til at fylde op. Et bornholmsk hospice vil skulle være attraktivt ikke kun som hospice, men også som et valg for mennesker udefra. Det er derfor oplagt at et bornholmsk hospice etableres i foreningsregi eller lignende.

Jeg støtter ideen om et hospice på Bornholm og at regionen køber et antal pladser til de bornholmske patienter.

Hvad er regionerne egentlig for noget?

2009-10-17T22:34:00.002+02:00

Og hvor interessant er det?

Der er mange konkrete ting at tage fat i, men min indgangsbøn må være en stille undren over at rigtig mange borgere faktisk ikke rigtig ved hvad regionerne er og ikke rigtig fornemmer at det vedkommer dem.

Det er en kendt mekanisme at de politiske fora, der er tættest på borgerne, også er dem, der har den største opmærksomhed – og regionerne virker som om de ligger rigtig langt væk.

Vi er meget opmærksomme på folketinget, men reelt ikke på den politiske proces fra ide til lovgivning. Det er meget få af de utrolig mange sager, der får den type opmærksomhed. På kommunalt plan er der både en lokal presse og lokale interesser, der er med til at sparke debatter i gang. Det er straks sværere at placere regionerne og definere deres rolle på det politiske danmarkskort. Medieinteressen er tilsvarende begrænset og de økonomiske og politiske interesser, der skulle sikre de underholdende og engagerende slagsmål, virker på mere indirekte niveauer i regionerne.

I gamle dages kommune og amter var der i mange tilfælde et overlap i opgavefordelingen, hvor amtet havde hovedsansvaret og kommunerne måtte indordne sig. Dermed udgjorde amterne et niveau mellem kommune og folketing. Regionerne er voldsomt meget større end kommunerne, men opgavefordelingen er klar: i magtfordelingen er kommune og region ligestillede med hver sine opgaver.

Det er egentlig ganske enkelt, men alligevel anledning til mange misforståelser, som f.eks. at kommunen er ’underlagt’ regionen, at kommunen skal ’hjemtage’ f.eks. ambulancekørsel (som er en regional opgave) eller at regionen ikke er demokratisk fordi kommunerne ikke har direkte repræsentation.

Foruden trafik, erhvervsudvikling, m.m. har regionerne hele sundhedsområdet som deres opgave og det burde være umiddelbart vedkommende for enhver borger, der enten selv kommer i kontakt med systemet eller har pårørende, der er det. Med hele hovedstadsregionen som opland, kan det imidlertid virke uoverskueligt at nå igennem til politikerne – det er som om engagementet standser ved de glittede brochurer og flot opsatte afrapporteringer.

Min forudsætning er at regionen er borgernes region på samme måde som kommunen er det. Problemet er ’at skabe ejerskab’ til regionerne. Jeg ved endnu ikke præcis hvordan, men jeg er ikke i tvivl om at det er borgernes engagement, der skal sikre at sundhedsvæsenet ikke ender som fabrikker med professionel ledelse. Det vil være en drivkraft for mig i det kommende regionsråd.

SF-Bornholm vil tage initiativ til et dialogmøde med de lokalt valgte regionsrådspolitikere efter valget.

Lokalvalg

2009-10-14T13:50:00.004+02:00

Jeg er rodet ind i en masse valg op til den 17. november. For det første stiller jeg op til regionsrådet for Region Hovedstaden. For det andet er jeg formand for SF-Bornholm og som sådan dybt involveret i kommunalvalget på Bornholm.

Det er en utroligt spændende tid - der er meget at gøre både på det politiske og på det organisatoriske plan og der er fuld fart over feltet. Man kommer i kontakt med en masse meget forskellige mennesker, der er involverede, engagerede og ofte begejstrede både for diverse mærkesager, men også for de demokratiske processer. Det er simpelthen sjovt at føre valgkamp.

Men der skal også være tid til at tænke og til at formulere sig til blogs og hjemmesider.

Når jeg stiller op til regionsrådet, er det fordi regionsrådets opgaver er vigtige og umiddlebart vedkommende - også selvom mange borgere ikke rigtig har blik for det. Regionen opleves som meget langt væk, stort og fjernt, men det er nu engang regionens ambulancer, der kører forbi på gaden og det er regionens læger, vi opsøger når vi bliver syge. Det er områder, der har direkte betydning for borgerne.

Det er noget af det, der optager mig, i denne tid - og som jeg skal tage mig tid til t skrive mere om. Til valgkampen har www.sf.dk oprettet kandidatsider, så jeg vil fortsætte - forhåbentlig snart - på Birgitte Kjøller Pedersen.

Helikopterlandingsplads

2009-08-27T23:31:00.005+02:00

Som udgangspunkt tror jeg alle kan være enige i at den enklest mulige transport af akut kritisk syge mennesker vil være at foretrække. Lå Bornholms Hospital på toppen af Snorrebakken, ville vi nok alle opfatte en helikopterlandingsplads som en logisk forbedring af forholdene.

Inde i Rønne, har en helikopterlandingsplads imidlertid en række konsekvenser, som det er nødvendigt at veje op imod fordelene.

En helikopterlandingsplads ved et hospital anses – i lovens forstand - for at være en del af den almindelige samfundsudvikling. Det betyder at evt. værditab blandt boligejere i området, ikke umiddelbart kan kræves erstattet. Dertil kommer gener i form af støj og muligheden for pludselige vindstød. Det er imidlertid hensigten med loven, at beboere i et givent område ikke må kunne forsinke eller forhindre en udvikling, der gavner samfundet.

Haveforeningen Haabet er opsagt. Man kan normalt ikke opsige haveforeninger, men Haabet er etableret som midlertidige kolonihaver fordi de blev lagt på et område, der allerede var udlagt til evt. fremtidigt hospitalsbyggeri. Det er ærgerligt, men altså ikke et pludseligt overgreb. Opsigelser forud for behandling er sædvane og forudsætningen for at bygherren kan gå i gang når og hvis han får tilladelse.

Langt mere vidtrækkende er konsekvenserne for byudviklingen i Rønne idet området Rønne Syd i mange år har været udlagt til boligbyggeri med lave støjgrænser, især om natten. Det er derfor ikke underligt at høringsmaterialet opererer med mulighed for enten at fortsætte som hidtil (specialudrustet ambulance) eller at undgå flyvninger om natten, hvilket ville muliggøre fortsat boligbyggeri i området.

Man kan altså ikke se bort fra at en landingsplads vil have vidtrækkende konsekvenser, som det også tydeligt er fremgået af debatten både under og efter høringsfasen. Det mest oplagte svar, at det handler om liv og død, er en grov forenkling og nem at tilbagevise. Det ændrer bare ikke på, at de patienter, der transporteres med helikopter, er risiko-patienter og at liv og død faktisk er en relevant del af problemstillingen - også selv om der ikke er registreret dødsfald under transporten.

Debatten kan give indtryk af at der er to tilstande: ustabil og livstruet eller stabil og sikker. Men selv om patienten er stabiliseret, er der ofte tale om livstruende tilstande: de patienter, der flyves over med helikopter er risiko-patienter. Det er ikke alle patienter, der er lige sårbare overfor transport, men nogle er endog yderst sårbare. Det vejer meget tungt for mig – ikke kun af hensyn til de patienter, det drejer sig om, men også i forhold til Bornholms Hospital i fremtiden.

For mig spiller helikopterlandingspladsen på Bornholm en rolle i sammenhæng med visionerne om et nationalt helikopterberedskab. Jeg ser ikke helikopterlandingspladsen på nogen måde som en kritik af Bornholms Hospital eller de kontrollerede og professionelt udførte patienttransporter til lufthavnen. Men når muligheden for at transportere risiko-patienter direkte fra hospitalet er der, forekommer turen omkring lufthavnen som en unødvendig komplikation.

Sundhedsstyrelsens mantra i denne tid er ’øvelse gør mester’ bl.a. som begrundelse for at samle specialer på færre hospitaler, men også i fb med det foreslåede nationale helikopterberedskab med fast tilknyttet specialuddannet personale. Det kendes allerede fra Rigshospitalets neo-natale transportteam, der henter syge nyfødte bl.a. på Bornholm. Hensigten er at undgå de fejl, der opstår ved manglende rutiner.

Sundhedstyrelsen anbefaler at man reducerer antallet af akutmodtagelser i Danmark – fra ca 40 til omkring 20. Det betyder at mange danskere får længere vej til akutmodtagelserne og at patienter med akutte komplikationer faktisk kan befinde sig på et hospital, der ikke kan behandle dem. Det er altså ikke kun bornholmere og andre ø-boere, der kan have brug for brug for helikoptertransport.

Det kan lyde underligt for bornholmere at man ikke bare kan proppe patienter i Jylland i en ambulance. Det er uhensigtsmæssigt af to grunde: for det første er der faren for trafikforsinkelser over de større afstande, men væsentligere: akutte kritiske tilfælde kan kompliceres af ambulancetransport på vej pga ujævnheder, sving, mm. Forudsætningen i Sundhedstyrelsens rapport om en styrkelse af akutberedskabet er netop at enhver form for transport af patienter er forbundet med risiko. Deraf kommer den megen tale om ’omladninger’ og tidsforbruget ’fra dør-til-dør’ – det er ikke til lejligheden opfundne begreber, men en del af debatten på nationalt plan om styrkelse af akutberedskabet.

Når man alligevel vælger at anbefale transport af patienter fremfor at opretholde antallet af akutmodtagelser, er det fordi rutine og ekspertise er forbundne. Den makabre begrundelse er at der skal være ’syge mennesker nok’ for at sikre kvaliteten i behandlingen. Sundhedsstyrelsen anbefaler et befolkningsgrundlag på 200-400.000 borgere for at have ’patienter nok’ til at sikre rutine og ekspertise på et hospital med akutmodtagelse (områdehospital). Det betyder at der vil være patienter, der ved akutte komplikationer ikke kan få hjælp, der hvor de er.

Fremtidsvisionen er at helikopteren tilkaldes og henter et udrykningsteam på vejen (som det er tilfældet med det neonatale transportteam). Imens arbejdes der på hospitalet på at gøre patienten tilstrækkeligt stabil til transport. Helikopteren ankommer og patienten køres direkte fra behandling/overvågning på akutmodtagelsen ind i helikopteren og overdrages til transportteamet. Men indtil videre er det kun områdehospitalerne (akut), der foreslås udstyret med landingspladser.

I dag vil en helikopterlandingsplads ved Bornholms Hospital frigøre en ambulancen med ambulancemandskab – i forhold til fremtiden skulle vi også gerne kunne aflevere patienten direkte ved døren til Bornholms Hospital og dermed frigøre sundhedspersonale. Idealet er, at patientens transportforløb er så kortvarigt som muligt (fra der kaldes og til patienten ankommer til Rigshospitalet), men i lige så høj grad så ukompliceret som muligt (dør-til-dør).

Det, der kan virke overraskende for bornholmere, er at helikopternes placering i landet ikke forventes at omfatte Bornholm. Det er forholdsvis logisk eftersom det kræver meget af en helikopter at flyve over vand, ikke mindst om natten. I Sundhedsstyrelsens rapport blev muligheden for et fastvingefly på Bornholm nævnt, men afvist af kommunalbestyrelsen: det er ingen fordel for os at vores kritisk syge patienter ankommer til Kastrup. Bornholm vil fortsat være afhængig af Søværnets redningshelikoptere. Det er imidlertid oplagt at vi omfattes af det nationale helikopterberedskabs i form af tilknyttet personale – at de også bliver uddannet i at fungere i Søværnets helikoptere.

Det er afgørende for Bornholm at vi har et velfungerende hospital, men det er ikke muligt at opretholde alle de funktioner, der forventes af en akutmodtagelse, på grundlag af en befolkning på små 43.000 borgere. For at sikre bornholmere den samme kvalitet i behandlingen og de samme udsigter til helbredelse uden mén som i resten af regionen, skal vi ud at rejse. Langt de fleste patienttransporter foregår ad de kendte kanaler, men ind imellem er der mennesker, hvor tiden er afgørende i forhold til enten overlevelse eller helbredelse uden mén. For disse risiko-patienter, er det ikke kun den samlede transporttid, der tæller (fra alarm til ankomst), men også hvordan transporten foregår (dør-til-dør).

Bornholms Hospital er eksperter i patienttransporter via lufthavnen ud fra princippet om ’øvelse gør mester’. Jeg er imidlertid ikke i tvivl: i et længere perspektiv vil det blive opfattet som en unødvendig og risikobetonet omvej, som ikke harmonerer med visionen om velfungerende hospitalsbehandling.

En landingsplads vil have en række negative konsekvenser, som jeg er meget opmærksom på. Alligevel mener jeg at helikopterlandingspladsen vil være et fremskridt og at den bør ses i sammenhæng med den almindelige samfundsudvikling. Jeg anbefaler derfor at kommunalbestyrelsen godkender lokalplanen for helikopterlandingspladsen.

Jeg diskuterer i øvrigt gerne de forskellige høringssvar.

Irrationelle beslutningsprocesser

2009-05-20T00:24:00.003+02:00

I videoen herunder, fortæller 'behavioral economist' Dan Ariely ganske humoristisk om hvordan vores beslutninger som regel afgøres af helt andre ting, end de rationelle overvejelser vi tror vi gør os.

Sandsynligvis har han - desværre - fat i den lange ende.

Videoen minder mig om en udsendelse jeg engang så om synet. Øjet ser i virkeligheden ikke ret meget - det område vi opfatter med øjet er ca på størrelse med en femkrone. Alligevel ser jeg hele mit skrivebord, mens jeg sidder her og skriver.

Næ nej - jeg tror at jeg ser mit skrivebord. I virkeligheden ser jeg ikke ret meget andet end de sidste fire ord, jeg har skrevet. Hjernen fylder resten ud for mig.

På samme måde med hørelsen. En af mine venner hører ikke bestemte frekvenser. Og det gør hun så alligevel. Dét hun hører er bare - ikke nødvendigvis - det vi siger, men dét hjernen formoder at vi må have sagt. Det kan der komme sære misforståelser ud af eftersom min ven jo rent faktisk hører dét, der ikke bliver sagt.

Den gode historie er at min hjerne er min egen og optrænet af mig selv, så som regel har den jo ret! Men selv om jeg ser alt og selv om jeg ved at jeg har hørt alting klart og tydeligt ... så er det stadig ikke sikkert at jeg har ret.

Var tasketyven rødhåret? Han havde den samme sweater på som min rødhårede fætter, så det må han jo have været ...

Dan Ariely hævder at langt de fleste af vores beslutninger er irrationelle - det bliver rigtig uhyggeligt hvis vi antager at den viden vi baserer dem på måske heller ikke er så krystalklar som vi tror den er.

Hullet

2009-04-03T22:01:00.005+02:00

Man køber en ejendom i Rønne bymidte – man river den ned med henblik på at bygge nyt.

Bortset fra landbruget, der stort set må gøre hvad de vil (!), er stort set alt byggeri i Danmark reguleret. Det ved man godt når man vælger at investere i en af Bornholms mest attraktive adresser. Det kan ikke komme bag på ejeren til adressen Torvegade 4, at det byggeri, han planlægger, ikke kan lade sig gøre ifølge den gældende lokalplan. Alligevel vælger han at rive den eksisterende bygning ned – og det kunne ingen – heller ikke kommunen – forhindre ham i.

Der var – og er – forskellige muligheder:

* Ejeren kunne have udnyttet den eksisterende bygning indtil der forelå en – for ham – tilfredsstillende byggetilladelse. Den mulighed har han fravalgt.

* Ejeren kan med det samme bygge indenfor den gældende lokalplan.

* Ejeren kan anerkende sit ansvar for hullet i bymidten og forskønne det med græs og et par træer og buske – måske en enkelt gynge. Det kunne være et kærkomment åndehul for vores turister i denne sæson. Tænk at slappe af i græs og tusindfryd inde i bymidten mens ungerne morer sig med at rulle ned over skrænten.

Jeg har derimod meget svært ved at se at man kan støtte ideen om en sammenhængende lokalplan for hele bymidten og så samtidig mene at lige netop denne planlagte bygning – som overskrider den gældende byggeprocent og alt andet lige vil dominere i bybilledet – skal holdes udenfor? Hvor er sammenhængen i det?

Og hvorfor er det kommunen, der er ’syg’, som det står på muren i hullet? Det er jo ikke kommunen, der har revet huset ned, og kommunen har heller ikke forhindret ejeren i at bygge indenfor gældende planer og tilladelser.

Brug hullet til noget sjovt i sommer og lad os få en debat om hvad vi vil med Rønne bymidte – uden at spænde ben for processen med lige-med-undtagelse-af-den-her tilladelser.

Gi' Mig Danmark tilbage

2009-02-08T11:43:00.003+01:00

Natasja rammer plet. Nyd den skønne hyldest til det Danmark, vi holder af.

Nyt medlem af regionsrådet

2009-02-08T11:22:00.001+01:00

Hvilket fingeraftryk vil du sætte i regionsrådet, blev jeg spurgt i TV2-Bornholm og jeg svarede straks og uden tøven ”et SF fingeraftryk!”
For et nyt medlem i et råd – kommunalbestyrelse, regionsråd, folketing – er der en indkøringsperiode. At jeg har været før med som suppleant er selvfølgelig en stor fordel, men det apparat man har adgang til som folkevalgt, udnytter man ikke som suppleant. Jeg kender i store træk de øvrige medlemmer af rådet og jeg kender dagsordener og ’årets gang’ i regionsrådet, men hele embedsapparatet er nyt for mig – ligesom jeg, som suppleant, ikke har udnyttet muligheden for at stille spørgsmål.
Indflydelse handler om at kunne ’agere’, men det kræver både en solid ballast af viden og en position at agere ud fra – begge dele tager tid at etablere. Indtil det er på plads, kan man reelt kun ’reagere’ på de ting, man bliver præsenteret for.
F.eks. er det mit klare indtryk at der er store problemer for de medicinske patienter – især de ældre – i vores hospitalsvæsen. Det er mit indtryk at der bør ske store forandringer både i forhold til antallet af sengepladser, holdninger i systemet til ’den ældre medicinske patient’, samt kommunernes evne til og iver efter at hjemtage de ældre medicinske patienter efter endt behandling.
Men – for at blive i jargonen fra den bornholmske kommunalbestyrelse – ’jeg ved det ikke’. Forskellen på at stå udenfor og være folkevalgt er den direkte adgang til information. Dvs. at jeg kan spørge og få svar. Fra at tro at der er et problem og beklage mig over at ’ingen gør noget ved det’, har jeg nu adgang til at sætte mig ind i tingene og ikke mindst finde ud af hvad der rent faktisk bliver gjort på området. Jeg kan desuden få hjælp til at afklare om dét, der virker så indlysende på mig, er en mulighed i praksis: hvilke barrierer er der for at ændre situationen? F.eks. er det måske ikke så ligetil at oprette flere sengepladser på de medicinske afdelinger: en seng er jo mere end et stykke hospitalsudstyr – der skal også være en klimaskærm (kommunalsk for fire vægge med loft) og ikke mindst personale til at bemande den.
Jeg ville gerne have været med fra starten – nu kommer jeg ind i det sidste år, hvor valgkampen så småt er startet og hvor positioneringer traditionelt tager lidt af pusten fra det reelle politiske arbejde. Uanset om jeg bliver valgt til at fortsætte arbejdet, så fortsætter jeg i SF i Region Hovedstadens bestyrelse. Så mit primære mål for det kommende år vil være at samle erfaring enten til at fortsætte eller til at bidrage med, ’proaktivt’ i bestyrelsesarbejdet.

Distrikt Midt ønsker mere magt til skolebestyrelserne

2009-01-22T00:12:00.003+01:00

Min datter startede i børnehaveklasse på Olsker Skole og den var vi meget glade for (jeg gik der selv da jeg var barn). Men skolen lukkede og min datter startede i 3. klasse på den nye Kongeskærskole. Med den nye distriktsmodel, er min datter nu startet på overbygningen med elever fra Hasle og Klemensker.

Min datter har oplevet alle skift som positive og har set frem til at starte på en frisk med nye kammerater og nye lærere. Det kan hænge sammen med at hendes familie hver gang har støttet de ændringer, der er sket. Det har også meget at gøre med den professionelle lærerstab vi har på de bornholmske skoler, som hver gang har trukket et læs for at gøre overgangene og nye samarbejder frugtbare for både elever, forældre og kolleger.

Vi har støttet ændringerne fordi vi ønsker at vores børn skal have den bedst mulige uddannelse og det kræver en økonomi, der hænger sammen. Jeg blev politisk aktiv i den hedengangne Allinge-Gudhjem Kommune af samme grund: man ville nedlægge to af kommunens fire skoler, men turde ikke da det kom til målstregen. Resultatet var fire skoler for to skolers pris. Selv om vi var glade for Olsker Skole, så startede min datter med udsigt til det lavest lovlige timetal og bundskrab på undervisningsmaterialer og lærernes efteruddannelse. Det var ikke rimeligt – hverken for lærerne eller for vores datter og hendes kammerater i Allinge-Gudhjem Kommune.

Da jeg gik på Olsker Skole, var der to spor fra 1. til 7. Klasse. Da min datter startede, var der ét spor fra 1. til 6. klasse. For at sikre en solid uddannelse til vores børn, skal der være nok af dem til at trække de nødvendige midler til skolen. Store skoler er ikke pr definition gode skoler, men det er små skoler - pr definition - bestemt heller ikke. Alt afhænger af økonomi.

Bestyrelsesformanden for Distrikt Midt, Annette Hansen, var i dag fremme med det gamle argument om at alternative undervisningsformer og undervisning på tværs af klassetrin er vejen frem i det moderne uddannelsessystem. ”Man skal måske lidt væk fra den der meget ensporede […] tankegang at undervisningen skal foregå med én lærer, én klasse, ét lokale.” Hun fremhæver fordelene ved at ’mikse rundt’ og ’dele ud på flere grupper’ og hævder at det ikke vil koste særlig meget på lærerkræfterne.

Jeg mener at Annette Hansen har fuldstændig ret i at opbrud af skema og hold kan være en rigtig god ide, hvis skolen engagerer sig i det. Men Annette Hansen tager fuldstændig fejl når hun mener at distriktsmodellen på nogen måde blokerer for disse pædagogiske tiltag. Som skolebestyrelse har man rigtig meget indflydelse på netop dette. Så bare gå i gang i Distrikt Midt: det lyder spændende!

Princippet med én klasse, én lærer, ét lokale er ikke pædagogisk, men styringsmæssigt. Det sikrer at skolen har de tilstrækkelige lærerkræfter til at børnene får den ’lærertid’, de har krav på i overensstemmelse med lovgivningen og med den økonomiske styringsmodel, kommunalbestyrelsen har valgt. Om der så står én lærer i hver klasse eller to lærere deles om to klasser, eller tre om tre på kryds og tværs, har ikke noget med distriktsmodellen at gøre. Men hvis ledelsen vælger disse pædagogiske tiltag på min datters skole, så ved jeg at der i hvert fald burde være lærerkræfter til det.

Når Annette Hansen plæderer for ”at tænke skolen på en anden måde”, så er det ikke af pædagogiske grunde, men fordi skolen vil have lov til at strække distriktets økonomi ved at oprette et ekstra spor i forhold til de midler, der er beregnet pr elev. Det vil koste distriktet dyrt efterhånden som de to, fremfor det ene, spor bevæger sig op igennem klassetrinnene. Den udgift skal ikke betales af klassernes forældre eller af skatteyderne: det skal betales af alle elever i Distrikt Midt.

Min datter er glad for at gå på Kongeskærskolen og hvis overbygningen var endt et andet sted, ville hun også have set frem til dét. Jeg er glad for at distriktsmodellen har reddet skolens stærkt skrantende økonomi. Jeg er glad for at distriktsmodellen har sikret et nogenlunde realistisk økonomisk fundament under et system med flere skoler end der er børn til, så skolelukninger indtil videre kan undgås.

Jeg vil under ingen omstændigheder acceptere at en skolebestyrelse skal have lov til at udvande deres egen økonomi. Jeg mener at formanden for Distrikt Midt har leveret et rigtig godt argument for hvorfor skolebestyrelserne IKKE bør have mere magt til deres agt.

Vi bestemmer jo alligevel ikke noget ...?

2008-08-26T11:27:00.010+02:00

.

De bornholmske socialdemokrater foreslår at kommunalbestyrelsen skæres ned fra 27 til 23 medlemmer. Derved spares omkring 400.000 kr.

Bjarne Westerdahl (A) forklarer at 'vi' også må holde for, når der skæres ned overalt. Det er jo smukke ord, men hvem er 'vi'?

Bjarne Westerdahl er selv den sidst valgte socialdemokrat og sidder på mandat nr 23: det er altså ikke et stort parti som socialdemokraterne, der skal miste indflydelse. Hvem er det så?

Et enkelt venstremandat er kommet ind som nr. 26, de øvrige er Regionslisten (24), SF (27) og Dansk Folkeparti (25), som med forslaget ryger helt ud af kommunalbestyrelsen!

Kristendemokraterne sidder lunt på mandat nr 19, men med ét enkelt mandat, sidder man yderligt ved kommende valg - ikke mindst hvis der skæres ned på antallet af medlemmer.

Ved kommunalvalg kan man indgå valgforbund og dermed sikre at stemmer ikke går tabt, men jo færre pladser, jo flere stemmer vil gå til at vælge mellem de sikre kort. Det ses bl.a. ved 'borgmestervalg', som i 2002, hvor de små partier og lister havde svært ved at trække stemmer (ud over de tre 'borgmesterlister' var det ét SF-mandat og ét mandat til kristendemokraterne).

Jeg er helt enig i at politikerne ikke skal 'gå fri' når der skæres ned, men det er nu ikke mit indtryk at der er tale om overforbrug i den bornholmske kommunalbestyrelse (selv om vi nok skal få debatten én gang til om udgifterne ved et budgetseminar i Sverige).

Det er udgifter, der skal beskæres - ikke demokratiet.

Men socialdemokraterne ser det ikke som et problem: det er ligemeget hvem, der sidder i kommunalbestyrelsen, mener Bjarne Westerdahl åbenbart: "vi er så administreret af regeringen, så vores råderum, det er ikke meget."

MEN:
* kampen om det kommunale selvstyre ikke er slut!
* kommunalbestyrelsen har afgørende indflydelse på Bornholms udvikling!
* Derfor skal Bornholm ikke overlades til Socialdemokraterne og Venstre!

.

Politikere i pressen

2008-08-13T09:23:00.000+02:00

”Man bliver faktisk helt overrasket over en offentlig respons fra en politiker i disse tider,” skriver Ivar Nielsen i Tidende i går.

Først bliver jeg stødt på SFs vegne for jeg synes da nok at vi optræder ofte i læserbrevsspalterne – men når jeg tænker nærmere over det, så er SF – og Regionslisten – måske undtagelsen i denne sammenhæng. Spørgsmålet er imidlertid hvor interessant det er at politikere selv skriver i avisen – det er næppe dét læserne af Tidende reelt har behov for.

Pointen med blogs, læserbreve og synspunktsartikler er jo netop at man har ordet – og det bør man kun tage hvis man vil noget med det. Vi ser alt for mange synspunktsartikler med ’visioner’ krydret med ’innovation’, ’synergi’ og ’akkreditering’ uden reelt, konsekvent sammenhængende indhold. Men det er næppe dét Jan Eskildsen og Ivar Nielsen egentlig er ude efter og jeg er enig i at det kunne være rart hvis f.eks. de konservative tog ordet og fortalte hvorfor de bryder konstitueringsaftalen (som er den mest grundlæggende aftale i kommunalpolitik og som de selv har forhandlet indholdet af) eller hvis socialdemokraterne f.eks. forklarede hvorfor de kalder det ’lederskab’ at bryde forligsaftalen på skoleområdet.

Tidendes debattører ser ud til at mene at det er politikernes pligt at meddele sig til vælgerne netop gennem avisen (måske har de aktier i den?), men jeg mener at de tager fejl. Det er i politikernes interesse at meddele sig – hvis de har noget på hjerte. Det er avisens opgave at stille spørgsmålene og oplyse borgerne (dvs. læserne) om hvad det egentlig er der rører sig i bornholmsk politik – og det er nok snarere dét vi mangler på Bornholm.

Demokrati

2008-08-11T18:15:00.004+02:00

Demokrati er ikke nogen effektiv arbejdsform, men det er - som man plejer at sige - det bedste vi har.

Det er imidlertid et meget vagt begreb når det kommer til stykket. Det anråbes ofte i den bornholmske debat og ofte i situationer hvor en eller anden tilsyneladende urimelighed er en konsekvens netop af demokrati.

I dagens avis spørger Jan Eskildsen f.eks. om SFs stemmeafgivelse omkring svineudvidelse i Teknik og Miljøudvalget er 'vælgerbedrag i den helt store stil'. Det er jo sandt at det sker at SF stemmer for svineudvidelser selv om det bestemt ikke er vores kop te - hverken miljøpolitisk eller erhvervspolitisk. Men hvis en borgers ønsker er i overenstemmelse med gældende lovgivning, kan man ikke stemme imod - uanset om man er enig eller uenig. Til gengæld arbejder vores folk på Christiansborg for at præge lovgivningen i vores retning.

SF-Bornholm arbejder målrettet for at værne om miljøet og den specielle bornholmske natur og samtidig ser vi udviklingen indenfor det bornholmske, konventionelle landbrug som forfejlet ud fra en erhvervspolitisk betragtning - men det ændrer vi ikke på ved at stemme imod gældende lov. Det gør vi f.eks. ved at stille de krav som lovgivningen også giver mulighed for og bruge de muligheder, der er for at påvirke udviklingen - f.eks. gennem vores arbejde med den regionale udviklingsplan.

Man har jo desværre ikke magt, som man har agt, fordi man bliver valgt. Politik er i høj grad et spørgsmål om at forholde sig til den virkelighed, der er og agere i forhold hertil. Lovgivning både begrænser og giver muligheder - uanset om man befinder sig på Christiansborg eller på Bornholm.

Urafstemning

2008-08-10T12:58:00.003+02:00

I den kommende tid afholder SF i Region Hovedstaden urafstemning om opstillingslistens spidskandidater til valget i november 2009. Jeg stiller op med følgende begrundelse:

Jeg stiller op til valget i Region Hovedstaden fordi vi har en region!

Jeg er skeptisk overfor strukturen. ’Stort’ kan i mange tilfælde være godt, og hvad angår hospitaler er det hævet over enhver tvivl at ’stort’ er en nødvendighed. Men regionerne er ikke gearet til at sikre demokratisk kontrol – tværtimod. Områderne er så store at selv fagpersoner har svært ved at overskue rækkevidden af forskellige beslutninger, og indflydelsen begrænser sig nemt til at formulere overordnede principper, der i sidste ende kan virke indlysende.

Før vi som SFere kan sætte os politisk igennem i regionen, skal vi have fat i god, gammeldags klasseanalyse og identificere hvor magten egentlig ligger. Regionen er ikke – som nogle stadig kan tro – amtet i en større udgave, men en helt ny type politisk udfordring.
Regionerne kan reelt vise sig at forsvinde som politiske fora når områderne er strukturerede som selvkørende virksomheder. SFs allerstørste udfordring er at navigere i dette farvand via samarbejde med vores folk i både folketing og kommuner.
Jeg vil gerne være med i denne ’navigation’ og mener at jeg har både erfaringer og holdninger at bidrage med.

Jeg er formand for SF-Bornholm. Jeg har et enkelt års KB-erfaring fra Allinge-Gudhjem Kommunes lukke-og-slukke år og har fulgt Bornholms Regionskommunes fødsel og barneår på nærmeste hold. Jeg har siddet i Gymnasieskolernes Lærerforenings hovedbestyrelse i 8 år i ensom opposition og har stor erfaring med at lede efter misteltenen i dagsordner. Jeg har været med i SF i Region Hovedstadens bestyrelse fra starten og har i denne valgperiode deltaget i flere møder som suppleant i regionsrådet.

Jeg er indstillet som kandidat af SF-Bornholm.

Birgitte Kjøller Pedersen
Sdr Strandvej 1,
3770 Allinge

Havvindmøller

2008-08-10T11:14:00.004+02:00

SF går ind for havvindmølleparker!

Velkommen til min blog!

2008-08-10T11:00:00.000+02:00

Det er lidt nervepirrende sådan at offentliggøre sig selv. Selv om jeg har både begribelige, uforgribelige og uangribelige holdninger til hvad som helst, så er det jo ikke det samme som at nogen skulle bekymre sig om at læse det. Men da jeg jo er aktiv i mange sammenhænge, hvor folk forventes at vise mig tillid, så følger der jo også en forpligtelse til at vise hvem jeg er.

Jeg forestiller mig at denne blog primært vil handle om politik: om SF-Bornholm, om SF i Region Hovedstaden, om stort og småt, der falder mig ind som værd at kommentere på – men der vil nok også snige sig nogle generelle tanker ind om livet, universet og alting (symboliseret ved tallet 42) da jeg jo oveni så meget andet også underviser i både litteratur og filosofi. Heldigvis kan man navigere efter kategorier – og det være hermed en opfordring!

Tak fordi du kiggede forbi!

Birgitte Kjøller Pedersen