Privathospitaler og konsekvenser for økonomien i det offentlige

Bragt som Synspunkt i Bornholms Tidende 29.9.10.

Der skal fyres medarbejdere på Bornholms Hospital – det skal der overalt i Region Hovedstaden. Det virker absurd – og det er absurd – i en tid, hvor efterspørgslen stiger og forventningerne til sundhedsvæsenet er større end nogensinde.

Vi kan behandle flere og flere patienter, og langt flere overlever heldigvis deres sygdomme. Det betyder så til gengæld flere dyre behandlinger og flere kronisk syge i behandlingskrævende forløb. Det er dyrt at have succes!

Derfor skal det offentlige sundhedsvæsen hele tiden omstille sig for at sikre at pengene bruges de rigtige steder til gavn for alle patienter. Det giver problemer med økonomien.

Selv om Budget 2011 i Region Hovedstaden grundlæggende er rigtigt, så er ’rettidig omhu’ en meget svær øvelse under regeringens liberalistiske sundhedsideologi: der er mange forhindringer for en fornuftig tilrettelæggelse af økonomien.

Her vil jeg fokusere på konkurrencen med privathospitalerne.

Der er ikke noget i vejen med privathospitaler hvis behandlingen enten er fagligt velbegrundet eller udføres for patienternes egen regning. Det er regeringens ansvar – ikke privathospitalernes – at private behandlinger forhindrer sundhedsvæsenets nødvendige prioriteringer.

Behandlingsgarantien på én måned uanset diagnose gør, at regionerne betaler fuld pris for behandlinger, som de selv kan udføre billigere. Derfor er der et klart økonomisk incitament til at afskaffe ventelister i det offentlige system. Det er godt.

Men hvor behandling betyder indtægt i hvor det private, så er det en udgift i det offentlige; regionerne får nemlig kun delvis dækning for udgifterne. Jo flere behandlinger en hospitalsafdeling udfører, når loftet er nået – jo fattigere bliver den.

Samtidigt skal afdelingen have kapacitet til at udføre det forventede antal behandlinger. Hvis forventningerne ikke holder, så skal afdelingen betale penge tilbage, selvom de har haft lønudgiften.

De økonomiske betingelser forudsætter altså, at de offentlige hospitaler behandler præcis de patienter, de forventer – hverken mere eller mindre. Men behandlingsgarantien presser hospitalerne til at behandle ALLE patienter indenfor en måned, selvom de ikke har pengene.

Og lige præcis her hopper kæden af! I virkelighedens verden er der nemlig kun behandlingsgaranti for de behandlinger, som privathospitalerne tilbyder og som der kan tjenes penge på. Medicinske patienter, psykiatriske patienter m.fl. er uinteressante for privathospitalerne, der holder sig til de økonomisk attraktive samlebåndsbehandlinger, fx knæ, hofter m.v.

Virkeligheden er derfor, at selvom der ikke sendes ret mange patienter til privat behandling, så kanaliseres pengene i det offentlige over i de behandlinger, der er ’konkurrenceudsatte’, mens der skæres ned på pleje, omsorg og rådgivning og især på de medicinske afdelinger.

Den generelle behandlingsgaranti medfører nogle helt forkerte prioriteringer i den offentlige sundhedsøkonomi.

Vi bruger mange ressourcer på behandlinger, der kunne have været undgået – f.eks. knæ og ankler, der kunne nå at hele af sig selv med et længere tidsperspektiv. Det gælder f.eks. fedmeoperationer, hvor det ser ud til at langt flere opereres end der er fagligt belæg for. Det gælder rygge, der nok skulle opereres, men hvor et senere indgreb vil spare patienten for flere genoperationer. Det gælder alle de tilstande, som har været mange år under opbygning, men som behandlingsgarantien giver en umiddelbar ret til operation straks man henvender sig til en læge.

Det er patienternes ret at blive behandlet så hurtigt som muligt, når tidsperspektivet har betydning for forløbet, men behandlingsgarantien på kun én måned uanset diagnose giver patienterne en ret, der ikke altid er til deres egen fordel og som skævvrider ressourcerne til ulempe for de behandlinger, der ikke har konkurrence fra det private, f.eks. de medicinske patienter.

Det er den første urimelige forudsætning regionerne. Regeringens liberalistiske ideologi betyder hverken ’mere sundhed for pengene’ eller ’bedst og billigst’, men at de medicinske patienter betaler prisen.

I Budget 2011 lykkedes det at samle en pulje på 17,5 mio til ’den ældre medicinske patient’, men det lykkedes ikke at undgå heftige besparelser på de medicinske afdelinger.