Nye Løkke-penge til privathospitalerne!

I et samråd d. 27.1., sagde sundhedsministeren at privathospitalerne ikke er årsag til udhulingen af de offentlige hospitaler økonomi. Samtidig bakker de borgerlige op om privathospitalernes interesse for medicinske patienter. Overbetalingen til privathospitalerne er stadig i frisk erindring og private sundhedsforsikringer finansieres fortsat via skattefradrag. Endelig er behandlingsgarantien på en måned - uanset diagnose - en sikker vinder for privathospitalerne.

Denne regering arbejder aktivt for et privat sundhedsvæsen fremfor at sikre et sundhedsvæsen af høj kvalitet med lige adgang for alle.

De offentlige hospitaler har en højere aktivitet end nogensinde trods mange års stramninger, rationaliseringer og effektiviseringer – dvs. mere arbejde for samme penge

En patient på privathospital er dyrere for regionerne end en patient på egne hospitaler. Det kræver en høj aktivitet på hospitalerne for at sikre at pengene bliver i det offentlige sundhedsvæsen.

VKO vil kun finansiere en del af den ekstra aktivitet på de offentlige hospitaler. Uanset om regionerne behandler patienterne eller sender dem til privathospital giver det en udhuling af regionernes økonomi og dermed de offentlige hospitalers budgetter. Vi har ikke lønnen til de medarbejdere, der skal sikre aktiviteten og dermed økonomien i regionerne!

De mange års stramninger og effektiviseringer samt udhuling af hospitalernes budgetter har især ramt de medicinske afdelinger, hvor nedskæringer har været dagens orden og hvor det er sværest at skaffe personale.

Nu taler de borgerlige partier om at gøre medicinsk behandling økonomisk attraktivt for privathospitalerne!

De borgerlige partiers ide om et sundhedsvæsen er en stadig udbygning af privathospitalerne, og det har konsekvenser for de borgere, som IKKE tilhører privathospitalernes målgruppe.

Birgitte Kjøller Pedersen,

Næstformand i Region Hovedstaden,

Formand for SFs gruppe i Region Hovedstaden,

Sdr Strandvej 80,

3770 Allinge

Sendt som læserbrev til Politiken.

Regionernes økonomi

På vegne af SFs gruppe i Region Hovedstaden:

Der er rigtig mange problemstillinger involveret i hospitalernes økonomi, men det ender hele tiden med at være til fordel for privathospitalerne på bekostning af det offentlige sundhedsvæsen. Nu må det høre op!

For øjeblikket ser vi de skræmmende konsekvenser af den måde, som hvorpå den borgerlige regering negligerer vores sundhedssystem. Det er regionernes opgave at styre økonomien, men det er regeringen, der afsætter pengene – og de er for få!

Måske har sundhedsministeren hørt den klage tidligere, men han har ikke forstået det! Vi kan ikke skaffe vores patienter optimal behandling eller vores ansatte rimelige forhold, når der ikke er penge til det.

SF i Regionen vil gerne tage ansvar og være med til at styre hospitalerne – også hvis det kræver upopulære beslutninger – men den største forbedring for sundhedssystem vil være en regering, der tager problemet alvorligt!

Konsekvenserne er dystre for hospitalerne og de ansatte, hvor vi nu ser fyringsvarsler på stribe. Patienterne har krav på højt kvalificeret behandling, men må acceptere serviceforringelser og øgede ventetider. Vi frygter en massiv afvandring til privathospitaler med yderligere udvanding af de offentlige budgetter.

Det har vores hospitaler og vores ansatte ikke fortjent – tværtimod.

Region Hovedstaden har bl.a. følgende problemstillinger:

· Økonomien er fastlagt af regeringen/folketinget og den er helt enkelt for lille til at møde behovet.

For Region Hovedstaden betød Økonomiaftalen for 2010 både en indregnet effektivisering på 3,5% og et sparekrav på 300 millioner. Der skal behandles flere patienter for færre penge, men nu tvinges hospitalerne til at afskedige de medarbejdere, der skulle behandle patienterne – det hænger ikke sammen!

· Budgetterne er alt for stramme.

Når man behandler flere patienter, så har man brug for mere personale, men budgetterne er så stramme, at man ikke kan ansætte folk på ordinære vilkår. I stedet må man bruge dyre vikarer, der sprænger budgetterne. Der er brug for et råderum, der sikrer, at planlægningen kan foregå fornuftigt.

· Effektive arbejdsgange kræver investeringer.

Selvfølgelig er der ting, der kan gøres billigere og mere effektivt på hospitalerne. Faktum er blot, at det er nødvendigt med investeringer, hvis disse besparelser skal kunne virkeliggøres, og der er intet råderum til at betale disse investeringer. De ansatte i regionen har været igennem massive omstruktureringer og effektiviseringer ledsaget af besparelser.

· Et trygt arbejdsmiljø er afhængigt af en sund økonomi.

De ansatte har ydet deres, de har løbet hurtigere og ydet mere: de har krav på tryghed i ansættelsen og et godt arbejdsmiljø. Fremfor at belønne dem med gode arbejdsforhold, får nogen en fyreseddel og resten må løbe hurtigere, mens de får sværere og sværere ved at opfylde regeringens stigende effektivitetskrav.

Regionsrådet har taget sin del af ansvaret: SF og en bred vifte af partier, inklusive VKO, står bag budget 2010 og har ansvaret for at budgetterne overholdes. Vi kræver af regeringen, at den holder sin del af ansvaret og prioriterer vores alle sammens sundhedsvæsen over hensynet til privathospitalerne. Det må høre op!

SF i Region Hovedstaden vil

· fortsat pege på regeringens uomtvistelige ansvar for økonomien i regionerne.

· have en større gennemskuelighed og forståelighed i hospitalsbudgetterne.

· gøre hvad vi kan for at sikre de medarbejdere, der måtte blive afskediget, muligheder på arbejdsmarkedet fremover. Først gennem en tryghedsaftale internt i regionen, selv om de ledige stillinger bliver langt færre end tidligere.

· vil stadig kæmpe for forbedringerne for de svageste borgerne og patientgrupper, herunder de medicinske patienter og aftalen om enestuer i psykiatrien.

Patienterne må ikke forsvinde i økonomistyring: det er afgørende for fællesskabet at alle borgere har krav på en højt kvalificeret behandling i topmoderne omgivelser. Det er for patienternes skyld vi driver et offentligt sundhedsvæsen.

Det er regionernes ansvar at styre den økonomi, vi får stillet til rådighed af regeringen. Hvis patienterne skal have en hurtig og højt kvalificeret behandling i det offentlige sundhedsvæsen, er der fortsat brug for politikere på regionalt niveau – regeringen gør det ikke!

På vegne af

SFs gruppe i Regionsrådet for Region Hovedstaden,

Birgitte Kjøller Pedersen, gruppeformand

Afskaf regionerne?

Ifølge Gallup, vil 44% af danskerne af med regionerne, mens kun 32% vil bevare dem og 24% ikke har noget svar parat. På Bornholm mener Kristian Kirk Mailand (R) at det kan skyldes at regionerne ikke oplyser borgerne godt nok.

Jeg er ikke så sikker.

Kristian Kirk Mailand kan godt have ret i at der er noget ’manglende kendskab’ i befolkningens holdning, men det skyldes ikke at regionerne ikke oplyser godt nok: det ligger i selve strukturen.

Regionerne har ét primært formål: at få kontrol over et meget stort, meget dyrt og fuldstændig uoverskueligt område – uden at regeringen kommer til at hænge på ansvaret. Derfor er det selvfølgelig nærliggende at forære staten både opgaven og ansvaret.

Men hvis vi vender det om, så mener jeg at det er påfaldende at der er så lidt borgeropmærksomhed omkring opgaver, der løses så tæt på os.

Hospitalet fyldte rigtig meget i sidste valgkamp, men stort set intet denne gang. De praktiserende læger hører ind under regionen. Ambulancerne er en regional opgave. Det er den kollektive trafik også – dog ikke på Bornholm, selv om både Lindén og Mailand har nævnt at BAT burde høre til under MOVIA. Det er alt sammen områder, der i lige så høj grad fortjener borgernes opmærksomhed som brandberedskabet, folkeskolelærere eller kommunens svarfrister.

Jeg mener at borgerne – ikke mindst på Bornholm - bør involvere sig meget mere i den regionale del af de offentlige opgaver – også selv om vi ikke kan pege de ansvarlige ud her på øen. Pointen er at der ER et politisk niveau at henvende sig til, selv om politikerne sidder i Hillerød.

Der ER et politisk niveau, der interesserer sig for netop vores del af verden – også selv om det også omfatter f.eks. Rigshospitalet, Glostrup og Frederikssund. Der ER et politisk niveau med fokus på netop vores sundhed og netop vores hospitalsstruktur fra den praktiserende læge på Bornholm over speciallæger i Hellerup til Rigshospitalet og helikopterlandingspladser. Der ER et politisk niveau, der vil bruge tid på at diskutere madens betydning for helbredelse og muligheden for konstruktive forbedringer i detaljen. Der ER netop kanaler for borgerne at komme til orde i!

Det vil der ikke være hvis opgaven overgår til staten: så får vi et fuldstændig uigennemtrængeligt embedsvælde. Det vil FUNGERE – netop fordi både borgere og lokale politikere kobles af. At noget fungerer, betyder ikke at det er GODT.

I den kommende periode skal regionernes struktur granskes og ændres – men jeg mener at det vil være en fejl at afskaffe dem.

Kandidatblog på www.sf.dk

Besøg min kandidatblog på www.sf.dk

Hospice

Vi hjælpes til verden med kærlighed og omsorg og bør også afslutte livet omgivet af kærlighed og omsorg.

I forbindelse med valgkampen er spørgsmålet om et hospice på Bornholm igen blevet aktuelt. Senest har regionsrådsformanden afvist at drive et hospice på Bornholm med henvisning til det lave indbyggerantal. Det er forståeligt nok faldet flere for brystet.

Det er helt oplagt at Region Hovedstaden køber pladser på et bornholmsk hospice.

De hospicer, der findes i regionen, er privat drevne institutioner, hvor regionen køber sig ind. Hvis det lykkes at starte et hospice på Bornholm, må det være en selvfølge at regionen også køber pladser her – med den selvfølgelige forudsætning at institutionen har samme standard som i den øvrige region.

I øjeblikket er det bornholmske tilbud indlæggelse på den palliative afdeling på hospitalet. Forskellen mellem dette tilbud og et hospice er primært om man befinder sig på et hospital eller i andre omgivelser. Der behandles ikke med henblik på helbredelse på en palliativ afdeling og et hospice er ikke bare et opholdssted, men skal have de samme muligheder for smertebehandling, som findes i hospitalsregi. Patienten behandles ikke med henblik på helbredelse, men er stadig syg og skal kunne modtage f.eks. specialiseret smertebehandling.

Derfor skal der et vist patientgrundlag til for at drive et hospice, både økonomisk og med henblik på at sikre et rutineret personale med den nødvendige sundhedsfaglige ekspertise. Problemet på Bornholm er ikke at vi kun er 40-45.000 borgere, men at der blandt 40-45.000 borgere ikke er døende nok til at underbygge et hospice. Det handler ikke om hvor mange, der dør, men hvordan man dør. Det er kun et udsnit, der vil kunne bruge et hospice – og af dem vil der være en del, der foretrækker og kan vælge at dø hjemme.

Det vil sige at et Bornholmsk hospice, bl.a. for at sikre personalet den nødvendige rutine, skal have flere pladser, end der er bornholmere til at fylde op. Et bornholmsk hospice vil skulle være attraktivt ikke kun som hospice, men også som et valg for mennesker udefra. Det er derfor oplagt at et bornholmsk hospice etableres i foreningsregi eller lignende.

Jeg støtter ideen om et hospice på Bornholm og at regionen køber et antal pladser til de bornholmske patienter.

Hvad er regionerne egentlig for noget?

Og hvor interessant er det?

Der er mange konkrete ting at tage fat i, men min indgangsbøn må være en stille undren over at rigtig mange borgere faktisk ikke rigtig ved hvad regionerne er og ikke rigtig fornemmer at det vedkommer dem.

Det er en kendt mekanisme at de politiske fora, der er tættest på borgerne, også er dem, der har den største opmærksomhed – og regionerne virker som om de ligger rigtig langt væk.

Vi er meget opmærksomme på folketinget, men reelt ikke på den politiske proces fra ide til lovgivning. Det er meget få af de utrolig mange sager, der får den type opmærksomhed. På kommunalt plan er der både en lokal presse og lokale interesser, der er med til at sparke debatter i gang. Det er straks sværere at placere regionerne og definere deres rolle på det politiske danmarkskort. Medieinteressen er tilsvarende begrænset og de økonomiske og politiske interesser, der skulle sikre de underholdende og engagerende slagsmål, virker på mere indirekte niveauer i regionerne.

I gamle dages kommune og amter var der i mange tilfælde et overlap i opgavefordelingen, hvor amtet havde hovedsansvaret og kommunerne måtte indordne sig. Dermed udgjorde amterne et niveau mellem kommune og folketing. Regionerne er voldsomt meget større end kommunerne, men opgavefordelingen er klar: i magtfordelingen er kommune og region ligestillede med hver sine opgaver.

Det er egentlig ganske enkelt, men alligevel anledning til mange misforståelser, som f.eks. at kommunen er ’underlagt’ regionen, at kommunen skal ’hjemtage’ f.eks. ambulancekørsel (som er en regional opgave) eller at regionen ikke er demokratisk fordi kommunerne ikke har direkte repræsentation.

Foruden trafik, erhvervsudvikling, m.m. har regionerne hele sundhedsområdet som deres opgave og det burde være umiddelbart vedkommende for enhver borger, der enten selv kommer i kontakt med systemet eller har pårørende, der er det. Med hele hovedstadsregionen som opland, kan det imidlertid virke uoverskueligt at nå igennem til politikerne – det er som om engagementet standser ved de glittede brochurer og flot opsatte afrapporteringer.

Min forudsætning er at regionen er borgernes region på samme måde som kommunen er det. Problemet er ’at skabe ejerskab’ til regionerne. Jeg ved endnu ikke præcis hvordan, men jeg er ikke i tvivl om at det er borgernes engagement, der skal sikre at sundhedsvæsenet ikke ender som fabrikker med professionel ledelse. Det vil være en drivkraft for mig i det kommende regionsråd.

SF-Bornholm vil tage initiativ til et dialogmøde med de lokalt valgte regionsrådspolitikere efter valget.

Lokalvalg

Jeg er rodet ind i en masse valg op til den 17. november. For det første stiller jeg op til regionsrådet for Region Hovedstaden. For det andet er jeg formand for SF-Bornholm og som sådan dybt involveret i kommunalvalget på Bornholm.

Det er en utroligt spændende tid - der er meget at gøre både på det politiske og på det organisatoriske plan og der er fuld fart over feltet. Man kommer i kontakt med en masse meget forskellige mennesker, der er involverede, engagerede og ofte begejstrede både for diverse mærkesager, men også for de demokratiske processer. Det er simpelthen sjovt at føre valgkamp.

Men der skal også være tid til at tænke og til at formulere sig til blogs og hjemmesider.

Når jeg stiller op til regionsrådet, er det fordi regionsrådets opgaver er vigtige og umiddlebart vedkommende - også selvom mange borgere ikke rigtig har blik for det. Regionen opleves som meget langt væk, stort og fjernt, men det er nu engang regionens ambulancer, der kører forbi på gaden og det er regionens læger, vi opsøger når vi bliver syge. Det er områder, der har direkte betydning for borgerne.

Det er noget af det, der optager mig, i denne tid - og som jeg skal tage mig tid til t skrive mere om. Til valgkampen har www.sf.dk oprettet kandidatsider, så jeg vil fortsætte - forhåbentlig snart - på Birgitte Kjøller Pedersen.